M/S Alice
Præsentation
Formidlingsbåden M/S Alice af Esbjerg (Tidligere: Nationalparkskibet ”Vadehavet” ) kan bruges som læringsmiljø f.eks. med udgangspunkt i opgaver fra Mit Vadehav, eller som en tur i Esbjerg Havn, hvor man får historien om havnen.
Væggene i skibets rum er folieret med information om området, dyrelivet, historien mv., og der er en væg kun med vadefugle, sæler og bunddyr, som kan danne baggrund for undervisningen. Skibet har udstyr til vandprøvetagning, kikkerter mv.
Formidlingen kan gives af de frivillige på skibet, (som har kendskab til Vadehavet og sejlads), fra lærerens egen side eller gennem deltagere fra Vadehavets FormidlerForum. Dette skal aftales forud for turen. Der kan max. være 12 elever eller deltagere ombord ad gangen. Vi kan dele en klasse eller gruppe op og sejle flere ture, for at alle kommer med. Udgangspunktet er Esbjerg eller efter aftale andre steder som f.eks. Fanø.
Entré
Ture med M/S Alice er som udgangspunkt gratis og aftales med foreningen, der ejer båden. Der sejles i perioden 1. maj til 15. oktober.


