Styrk trivslen og fællesskabet i klassen
Beskrivelse
For 0.-6. klasse
Hver klasse er et univers fyldt med forskellige personligheder, perspektiver og følsomheder. Gennem dette forløb arbejder vi sammen om at skabe vores eget lille samfund i klassen, hvor alle har en stemme og et ansvar for fællesskabet og vi gør det gennem teater.
Vi arbejder med specifikke teaterøvelser målrettet:
- At skabe klassens fælles værdier og spilleregler, herunder hvordan vi passer på hinanden.
- At styrke samarbejde og demokratisk deltagelse, så alle oplever medejerskab, ansvar og mulighed for aktiv deltagelse.
- At give og modtage konstruktiv feedback ved hjælp af konkrete feedbackteknikker
- At håndtere forskelligheder og konflikter med nysgerrighed, empati, respekt og åben dialog.
Sammen undersøger og definerer vi de værdier, der skal kendetegne klassen: Hvad får os til at trives som individer og som gruppe? Hvordan viser vi respekt for hinanden? Hvordan giver og modtager vi feedback på en konstruktiv måde? Disse spørgsmål udforskes gennem konkrete teaterøvelser, der styrker samarbejde, kommunikation og refleksion.
Forløbet giver deltagerne mulighed for at erfare, hvornår det er vigtigt at tage initiativ, føre an og give plads til andres idéer, perspektiver og følsomheder. På den måde styrkes både den enkelte elevs handlekraft og klassens evne til at fungere som et inkluderende fællesskab.
Der arbejdes desuden med konkrete feedbackteknikker, som understøtter dialog, anerkendelse og konstruktiv konflikthåndtering. Målet er at skabe et læringsmiljø, hvor forskellighed ses som en styrke, og hvor samarbejde, respekt og demokratisk deltagelse er grundlæggende værdier.
Forløbet består af 3 mødegange á 90 minutter.
Vores teaterpædagog kommer gerne ud til jer, men der er også mulighed for at I kommer til os på Islandsgade i Esbjerg. Det aftaler vi nærmere.
Aktiviteter
Deltagerne skaber i fællesskab små performative værker, hvor alle på skift indtager roller som forfatter, instruktør og skuespiller. Gennem den kreative proces træner vi evnen til at samarbejde, fordele opgaver og ansvar samt tage fælles beslutninger. Vi undersøger, hvem der tager lederskab hvornår, hvordan vi deler pladsen med hinanden, og hvordan vi skaber et trygt rum, hvor alle kan bidrage.
Forberedelse
Forløbet er et partnerskab mellem folkeskolens lærere, deres elever og Kulturskolens drama-og teaterpædagoger.
Indhold tilrettelægges i tæt samarbejde med den enkelte lærer i forhold til klassens/klassernes umiddelbare behov.
Formål
Gennem teater skabes et inkluderende læringsmiljø, hvor fællesskab, samarbejde, respekt og demokratisk deltagelse er grundlæggende værdier.
Praktisk information
Se flere detaljer
Forløbet består af 3 undervisningsgange á 90 minutter.

