Størstedelen af livet i Vadehavet gemmer sig i vadebunden. Her møder eleverne de små slikkrebs, der har hjemme i den bløde bund. De kitter sandet i deres U-formede rør sammen og er med til at stabilisere vadebunden.
Eleverne graver efter dyrene i vaden og naturvejlederen tegner og fortæller i felten. Vi snakker tilpasning og vadehavets fødekæde. Hvordan kan dyrene overleve en tørlægning af deres biotop 2 gange i døgnet? Hvordan udnytter fuglene Vadehavets dynamik til at fouragere på den tørlagte vade?
Med denne aldersgruppe bliver klassificering vigtigere, og vi snakker om filtratorer, mudderædere, raspere samt rovdyr.
Eleverne laver selv deres egen artsliste fra besøget. Det giver samtidig lejlighed til at følge op på klassen, og vi har derfor udarbejdet et kompendium med de vigtigste dyr i Ho Bugt – og dermed vores del af Vadehavet. Suppleret med andet materiale kan det være udgangspunkt for en lille rapport.
Når vi går på vaden med elever, sørger vi altid for relevant udstyr i form af greb og rejehov. Vi har også lupper og andet udstyr med. Det er vigtigt, eleverne lærer gennem det, de gør, så det bedre kan lagre sig som viden. Derfor er eleverne selv i gang efter fælles introduktion.
Vi har udarbejdet lokale Vadebingoplader, så eleverne alene, eller i grupper, kan ”udfylde” dem.
Eleverne skal på dette klassetrin udføre enkle feltundersøgelser, så vi har lidt udstyr med til det – og kan således måle vandstand, vandtemperatur mm. Hvor mange dyr kan vi finde på en kvadratmeter vadebund?
Hvis det passer med tidevandet, kan vi fiske med trækvod.
Til læreren: Vaden ved Myrthuegård er en typisk slikvade, og netop derfor findes en bestemt fauna. Bunden herude er blød, og det kræver, at eleverne er iført gummistøvler eller går barfodede derud – afhængig af årstiden. Skal vi fiske med trækvod, bliver eleverne iført waders.
Vi graver i vaden og fisker med rejehov, og bagefter samler vi op i plenum. Vi kan efterfølgende sende dig materiale om de dyr, vi finder til efterbearbejdelse.
Med de ældre elever på mellemtrinnet er Vadehavet og hjemmesiden Mitvadehav.dk en kærkommen lejlighed til at komme omkring komplekse emner på en forholdsvis nem måde. Fødekæder/fødenet og den komplekse tilpasning beskrives her.
Da eleven skal læse og skrive faglige tekster, er der her en lejlighed til at dykke ned i Mit Vadehav og skrive om det dyr, de fangede. Og måske kigge lidt nærmere på planter og andet vi så.
Vi kan også sende en folder om dyrelivet i Ho Bugt, så eleverne kan skrive en fangstrapport fra dagen.
Natur/teknologi
Efter 6. klasse
Undersøgelse: Eleven kan designe undersøgelser på baggrund af begyndende hypotesedannelse
Billedkunst
Efter 5. klasse
Billedfremstilling: Eleven kan eksperimentere med og udtrykke sig i billeder med vægt på tematisering.
MYRTHUEs tilbud og steder benytter arbejdsmetoder og rammer, der skaber oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne kan udvikle erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Send en mail eller ring til Fælleskontoret for MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring