Gratis

Få øje på kiselalgerne som juniorforskere

Beskrivelse

Kiselalger er de vigtigste organismer i Vadehavets fødenet pga. deres enorme talrigdom. De danner fødegrundlag for milliarder af muslinger og snegle, som igen spises af millioner af fisk og fugle. 

Denne dag vil vi lade eleverne se nærmere på disse vigtige organismer som juniorforskere i laboratoriet på Myrthuegård.

I løbet af dagen skal eleverne først indsamle og dernæst fremstille deres egne kiselalgeprøver, vha. øvelsesvejledningen fra Mit Vadehav. Ved at fjerne alt organisk materiale i processen står kiselalgernes gennemsigtige cellevægge af siliciumdioxid nemlig klart tilbage, så det er let for eleverne at se kiselalgernes fantastiske former i et mikroskop.

Bonusinfo: Kiselalger indeholder klorofyl, der bruges i omdannelsen af solens lys til energi, og det skønnes, kiselalgerne er ansvarlige for mellem 20 % og 40 % af den samlede iltproduktion i verden. Derfor er de ekstremt vigtige at kende til, også når vi taler klima og økosystemer.

Forberedelse

Inden besøget kan I lære mere om kiselalger via opgaven, med dertilhørende film og faktaark på Mit Vadehav. Filmen fra Mit Vadehav findes også herunder. 

Efterbehandling

Den kreative proces, der refereres til i opgaven på Mit Vadehav, danner fint udgangspunkt for et videre tværfagligt arbejde på klassen.

Mål

I forløbet arbejdes med følgende kompetencemål samt færdigheds- og vidensområder:

Biologi
Efter 9. klassetrin

Undersøgelse: Eleven kan designe, gennemføre og evaluere undersøgelser i biologi

  • Undersøgelser i naturfag
  • Økosystemer
  • Celler, mikrobiologi og bioteknologi

Modellering: Eleven kan anvende og vurdere modeller i biologi

  • Modellering i naturfag
  • Økosystemer
  • Celler, mikrobiologi og bioteknologi

Denne opgave kan med fordel inddrages i et målrettet arbejde med FN’s Verdensmål.

MYRTHUEs tilbud og steder benytter arbejdsmetoder og rammer, der skaber oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne kan udvikle erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Sted
Myrthuegård, MYRTHUE
Myrtuevej 39
6710 Esbjerg V
Tilmelding

Send en mail eller ring til Fælleskontoret for MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring

Tlf.nr. 7616 8100