Gratis

Christians liv – og livet på landet i 50'erne

Billede af Christian Hunderups hus i Vældekilde

Beskrivelse

Tag med på en rejse tilbage i tiden og mød eneboeren Christian Hunderup. Han boede i Vældekilde tæt ved Myrthuegård, han åndede og levede for naturen herude, og han boede heldigvis mere end 60 år midt i den. Inden han døde, nåede han at sætte sit præg på området, hvor han bl.a. gravede en sø, anlagde en have og byggede et lille hus.

Fra Myrthuegård går vi turen til huset, bevæger os omkring og ser på søen, haven og huset. Imens fortælles om Christians liv med elevinddragelse i det omfang, der er muligt.

Vi går også ind i huset, hvor vi ser fotos og nogle af Hunderups ejendele.

Vi snakker om Hunderups tegning af huset, og eleverne kan evt. tegne hus og have.

Vi kan lege gamle lege fra 50'erne i haven, så eleverne får bevæget sig mere.

Christian Hunderup var en kendt skikkelse i Myrthue, da han levede der. Han var respekteret, og de folk der kendte ham, holdt meget af ham og betroede ham alt fra håndværkerarbejde til at passe deres børn. Han var en del af livet på gårdene, men også en outsider, der levede sit eget liv udenfor samfundet. Gennem hans liv kan vi perspektivere til livet på landet i 1950'erne.

Forberedelse

I kan evt. læse artiklen Engang var efterårsferien hårdt arbejde med jord under neglene, og snakke om hvordan børn, som Christian, skulle hjælpe til på gården som små og hurtigt blev sendt ud som ganske unge for at tjene på egnens andre gårde.

Efterbehandling

I kan snakke om dagen på Myrthuegård og evt. læse mere om børns hverdag i 1950'erne eller før.

Mål

I forløbet arbejdes med følgende kompetencemål samt færdigheds- og vidensområder:

Historie
Efter 4. klasse

Kronologi og sammenhæng: Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv

  • Familie og fællesskaber 
  • Livsgrundlag og produktion

Kildearbejde: Eleven kan anvende kilder til at opnå viden om fortiden

  • Kildeanalyse

MYRTHUEs tilbud og steder benytter arbejdsmetoder og rammer, der skaber oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne kan udvikle erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Sted
Myrthuegård, MYRTHUE
Myrtuevej 39
6710 Esbjerg V
Tilmelding

Send en mail eller ring til Fælleskontoret for MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring

Tlf.nr. 7616 8100